Australiens komplicerede rejse til uafhængighed var fyldt med radikale politiske og sociale reformer, som i sidste ende førte til vores nations fulde uafhængighed den 3. januar 1986. Forud for denne milepæl havde Australien allerede fået sin egen regering, sit eget statsoverhoved, og sine egne love. Alligevel, før disse fremskridt var blevet gjort, havde det altid været en del af Storbritanniens koloniimperium og et sæde for det britiske monarki.
Rygraden i uafhængighedsbevægelsen: Føderation og forfatning
Organisering af australske kolonier
Bevægelsen mod uafhængighed begyndte i slutningen af det 19. århundrede, da de seks britiske kolonier blev forenet i Australiens Commonwealth, som fastsat i den australske forfatning. Dette blev kendt som ‘Australian Federation’. Processen med ‘Federation’ var i høj grad drevet af udsigten fra individuelle koloniledere på den tid; hvoraf de fleste var utilfredse med den manglende autonomi, som den britiske regering gav, og tog sagen i egen hånd. Efter flere års politisk kampagne blev der afholdt en folkeafstemning i 1899, og den australske forfatning blev godkendt af kolonierne, og til sidst også den britiske regering.
Kæmper for retten til at repræsentere os selv
Vejen til adskilt repræsentation var alt andet end let. Australske politikere søgte konstant autonomi fra Storbritannien, mens de forsøgte at bevare en følelse af solidaritet med dem. I et bud på repræsentation blev bygningen af et australsk hovedstadsområde og en dedikeret hovedstad foreslået. Denne idé blev modsat af mange i det britiske parlament og tog derfor en række år at opnå. På trods af denne mindre vejspærring var den nye føderale struktur i stand til at gøre meget af fremskridtene selvstændigt.
Den endelige succes for en ny hovedstad var en stor sejr for Australiens repræsentation og betød, at der ikke kunne laves love i Australien uden godkendelse fra landets repræsentanter. Nye love betød mere autonomi for Australien, hvor en af de første love var en australsk statsborgerskabslov i 1949, som gav dem, der bor i kolonierne, fulde rettigheder for borgere i henhold til britisk lov.
Det første skridt til uafhængighed: Flag
Australiens adskillelse fra Storbritannien kom også til udtryk i de forskellige flag, der repræsenterede nationen. I 1901 blev ‘Australian Red Ensign’ godkendt som Australiens flag. Denne var prydet med Union Jack i store dele af 1940’erne, derefter forbedret til den nuværende, blå-baserede version med en hvid stjerne, der stadig bruges i dag. Det nye flag var en væsentlig milepæl for australsk uafhængighed, og det samme var redesignerne siden.
Til minde om nationen: Australiens dag
Den tredje januar blev også erklæret som ‘Australiens dag’ som en dag for at fejre nationens uafhængighed og dens unikke karakter. Denne dag er siden blevet en traditionel helligdag for alle australiere, med forskellige ceremonier og mindehøjtideligheder, der finder sted på dagen hvert år.
Australasia Act af 1986
Mens Commonwealth of Australia var blevet erklæret i 1901, var det ‘Australasia Act’ fra 1986, der fjernede de sidste rester af juridisk afhængighed af briterne. Denne handling, som blev givet kongelig samtykke på det tidspunkt, fjernede alle de aspekter, der havde bundet Australien til Storbritannien, inklusive kravet om, at britiske embedsmænd skulle underskrive alle Australiens forfatningsdokumenter. Dette gjorde Australien til en juridisk uafhængig nation, med fulde rettigheder og friheder til at handle selvstændigt. Det er denne handling, der var det afgørende øjeblik for Australiens suverænitet fra Det Forenede Kongerige.
Effekten af uafhængighedsbevægelsen
Siden den daterede uafhængighed er Australien vokset og haft fremgang som en nation, idet de har valgt sine egne ledere og introduceret en hel række sociale og økonomiske reformer. Nationen har også udviklet stærke bilaterale bånd til Storbritannien, idet de ser en kontinuerlig strøm af emigration, turisme og uddannelsesudveksling mellem de to lande.
Australien er også blevet internationalt anerkendt for sin mangfoldighed og inklusivitet, og optræder regelmæssigt i top ti af Global Peace Index og er førende inden for menneskerettigheder – noget, der er et direkte resultat af dets gradvise, men vedvarende bevægelse mod uafhængighed.
Indvirkningen på monarkiets indflydelse
Australien bevarer stadig en stærk følelse af loyalitet over for det britiske monarki, hvor dronningen er statsoverhovedet, og generalguvernøren repræsenterer dronningen i Australien. Men siden nationens uafhængighed er monarkiets indflydelse blevet betydeligt reduceret. Dette er blevet set i nationens vedtagelse af at adskille statsoverhovedet fra deres rolle i parlamentet og har givet mulighed for valg af premierminister uden den britiske regerings godkendelse.
Det er også blevet set i nationens fortsatte fremskridt af politikker, der modsætter sig monarkiets. For eksempel var Australien en tidlig adopter af homoseksuelle ægteskaber, hvor nationen allerede havde stemt ja i en undersøgelse fra 2017 mod dronningens mening om sagen.
Immigrationens rolle i at opnå Australiens uafhængighed
Immigration spillede en stor rolle i Australiens uafhængighedsbevægelse. Dette skyldes, at det tillod individer fra forskellige baggrunde og kulturer at yde deres eget bidrag til nationens fremgang og velstand. Uden immigration ville mange af de reformer eller fremskridt, vi har i dag, ikke have været gennemførlige.
Ydermere bragte immigranter, der ankom fra Storbritannien og andre steder, deres egen kultur og skikke, som styrkede nationens mangfoldighed og skabte platformen for yderligere reformer. Det var gennem sammenblandingen af kulturer, at Australien var i stand til at finde sin egen unikke identitet i processen med dets fremskridt mod at være en fuldstændig selvstyrende nation.
Uddannelsens rolle i at opnå Australiens uafhængighed
En anden nøglefaktor i nationens fremskridt hen imod uafhængighed har været uddannelsens rolle. Uddannelse dannede rammerne for, at australiere kunne lære om deres nations historie og finde styrken til at kæmpe for deres egen autonomi. Selvom formel uddannelse blev afledt fra Storbritannien, blev den brugt som en platform til at lære mere om landet og udvikle viden til at skabe noget nyt og unikt.
Det australske uddannelsessystem er nu modnet til det punkt, hvor nationen er i stand til at definere, hvilken viden dens borgere undervises i, samtidig med at de er mere læsefærdige og bevidste om problemerne omkring dem. Dette har igen givet mulighed for et stærkere engagement i nationens fremskridt og gjort det lettere at udvikle politikker, der skubbede nationen videre mod uafhængighed.
Teknologiens rolle i at opnå Australiens uafhængighed
Teknologi var også en vigtig faktor i Australiens bevægelse mod uafhængighed. Efterhånden som teknologien udviklede sig, gjorde nationens evne til at kommunikere med verden også. Australierne var derefter mere forbundet til nyhederne og kunne danne sig en bedre mening om spørgsmålene omkring dem, som omfattede spørgsmål omkring autonomi og uafhængighed.
Teknologien gjorde det også muligt for nationen at blive mere forbundet med verden gennem satellitteknologi, hvilket gjorde det lettere at få adgang til information fra hele verden. Denne forbindelse tillod også nationen at udvikle en international tilstedeværelse, hvor flere globale handelsaftaler blev dannet med andre nationer.
Mediernes rolle i at opnå Australiens uafhængighed
Medierne har spillet en afgørende rolle i at sikre Australiens uafhængighed. Ved at give nationen information og beviser gav medierne mulighed for, at offentligheden kunne danne sig en mening om spørgsmålet og gav mulighed for at sprede nyheder hurtigt og langt.
Medierne spillede også en vigtig rolle i dannelsen og kommunikationen af politikker, der blev skabt før uafhængighed. Uden medierne ville offentligheden og regeringen have været uvidende om de fremskridt, der blev gjort, og de reformer, der skete for at sikre Australiens autonomi.
Aktivisternes rolle i at opnå Australiens uafhængighed
Endelig må vi ikke glemme aktivisternes rolle i nationens fremskridt mod uafhængighed. De arbejdede utrætteligt for at sikre, at nationens ønske om uafhængighed blev repræsenteret ordentligt i den politiske proces.
Aktivister mødte ikke kun politisk modstand, men også fysiske trusler mod dem og deres familier på grund af deres engagement i kampagnen. De rykkede konstant grænserne og var ubønhørlige i deres stræben efter endelig at sikre Australiens totale uafhængighed.
